Overbrandmester til vores operative styrke i Hovedstadens Beredskab
Nu har du en helt unik mulighed for at være en del af landets største kommunale redningsberedskab.
Kan du se dig selv som en tydelig leder med ansvar for personaleledelse, faglig ledelse og den daglige drift? I en organisation, hvor en uforudsigelig arbejdsdag går hånd i hånd med en professionel og tryghedsskabende indsats over for borgerne? Så er du måske vores kommende overbrandmester.
Dine arbejdsopgaver
Som overbrandmester er du en del af ledelsesteamet på stationen, som består af en områdeleder og en brandmester på hver af de fire hold, der skiftes til at være på vagt hver 4 døgn. Ledelsesteamet varetager ledelsen af mandskabet på stationen og medvirker til, at mandskabet, stationens køretøjer og materiel til enhver tid er indsatsklar. Du skal i tæt samarbejde med din brandmester være daglig leder for et hold på 6 – 8 brandfolk.
Du får en dynamisk arbejdsdag med mulighed for at bidrage til at opretholde et operativt beredskab, der er kendetegnet ved høj faglighed og kvalitet i arbejdet.
Du skal både være med til at sætte nye initiativer i drift, administrere og planlægge hverdagen samtidig med, at du skal koordinere opgaver og projekter i et tæt samarbejde med områdelederen.
Dine arbejdsopgaver vil være at:
- varetage ledelse af mandskabet, herunder afholde MUS-samtaler, sygefraværssamtaler mv.
- fungere som selvstændig teknisk leder på et skadested samt holdleder ved indsatser.
- sikre, at mandskabet er uddannet og vedligeholdt i funktionsuddannelse, kapacitetsområder samt specialmateriel tilhørende stationen.
- sikre, at mandskabet til enhver tid kan leve op til praktiske, fysiske og teoretiske krav.
- være med til at sikre, at arbejdet på stationen afvikles sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt.
- du som overbrandmester og mellemleder i Hovedstadens Beredskab fremstår som den gode rollemodel.
Din baggrund og dig som person
Vi søger dig, som har:
- gennemført Grund- og Funktionsuddannelse Indsats.
- gennemført Holdlederuddannelse.
- en dokumenteret lederuddannelse, lederkurser eller er indstillet på at tage en lederuddannelse eller lederkurser.
- en solid skadestedserfaring.
- erfaring som IT-bruger og forstår digital dokumentation.
- erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation.
- kørekort kategori C, gerne CE.
- normalt farvesyn (minimum være ”farvesikker”).
Derudover forventer vi at du:
- er udviklings-, samarbejds- og helhedsorienteret i opgaveløsningen.
- har en naturlig gennemslagskraft og autoritet.
- er en stærk kommunikator og er god til at inspirere og motivere dine medarbejdere og give konstruktiv feedback.
- kan bevare overblikket og er god til at prioritere og delegere.
Det er desuden en fordel, hvis du har gennemført Voksenpædagogisk Grunduddannelse eller tilsvarende uddannelse.
Vi tilbyder
Et spændende og varieret job med både ledelsesmæssige, operative og forebyggelsesmæssige udfordringer. På en arbejdsplads, hvor vi er ambitiøse på både organisationens, medarbejdernes og dine vegne.
Du kan forvente at blive en del af en social arbejdsplads, hvor vi sammen skaber et arbejdsmiljø, der er præget af stor arbejdsglæde, aktivitet, faglige ambitioner, teamwork, fleksibilitet og personlig frihed under ansvar.
Vi er en familievenlig arbejdsplads, hvor der er plads til at være dig. Det gælder uanset, hvor du er ansat i Hovedstadens Beredskab. Vi passer på hinanden, fordi et godt arbejdsmiljø er med til at sikre, at vi kan løse vores kerneopgave. Nemlig at passe på Hovedstadsområdet og vores godt 1 mio. borgere døgnet rundt – året rundt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i henhold til gældende overenskomst for beredskabs- og ambulancepersonale indgået med KL og FOA.
Der er tale om en fuldtidsstilling med en døgnvagt hvert 4. døgn. Der kan være omlægning af døgnvagter til eksempelvis uddannelse og anden relevant aktivitet.
I starten af ansættelsen vil der være et introforløb, hvor du bliver klædt grundigt på til opgaven.
Forudsætning for ansættelsen
Hvis du tilbydes ansættelse, vil du blive bedt om at fremvise gyldig helbredsattest og farvesynstest, som kan indhentes hos egen læge.
Du skal have normalt farvesyn (eller som minimum være ”farvesikker”) for at være helbredsmæssigt egnet til jobbet som overbrandmester. For at teste dit farvesyn skal den helbredsattest, du indsender ved tilbudt ansættelse, indeholde farvesynstesten Ishihara. Du må ikke bruge briller eller kontaktlinser med farvefilterfunktion i forbindelse med testen. Hovedstadens Beredskab dækker udgifterne til denne attest.
Hvis du ikke består Ishiharatesten, kan du via egen læge eller speciallæge få dit farvesyn testet ved en såkaldt CAD-test eller Lanternetest. Kan du bestå̊ en af disse tests, er du ”farvesikker”, og dermed opfylder du farvesynskravene til ansættelse i Hovedstadens Beredskab. Udgifterne til disse test dækkes ikke af Hovedstadens Beredskab.
Du skal ligeledes kunne fremvise en ren straffeattest samt gyldigt kørekort (minimum kategori C). Det er en forudsætning, at begge dele opretholdes under hele ansættelsen.
Det er et krav, at du består alle interne efteruddannelser og kurser inden for første års ansættelse, ellers kan du ikke fortsætte din ansættelse som overbrandmester i Hovedstadens Beredskab.
Ansøgning
Lyder stillingen som noget for dig, så send os en motiveret ansøgning senest den 23. august 2026.
Du bedes vedlægge CV, uddannelsesbeviser for grund- og funktionsuddannelse og holdlederuddannelse, kopi af kørekort, evt. uddannelsesbevis for Voksenpædagogisk Grunduddannelse samt andre relevante dokumenter.
1. samtale afholdes via Teams den 7. og 8. september. Kandidater, der går videre i processen, vil efterfølgende blive inviteret til et testforløb, som afholdes i uge 41.
Vi har en forventning om, at du har sat dig godt ind i, hvad Hovedstadens Beredskab er og står for, og at du har forberedt dig til de tests, du skal gennemføre, hvis du bliver udvalgt til at gå videre i ansættelsesforløbet.
Du kan læse mere om Hovedstadens Beredskab på www.hbr.dk samt om uddannelsesforløbet og test til optagelsesprøven via dette link: Optagelsesprøve for uddannede brandfolk.
Har du spørgsmål til stillingen eller ansættelsesprocessen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Søren Knap på telefon 27 24 41 11 og områdeleder Kenneth Munch på telefon 20 58 68 03.
Om Hovedstadens Beredskab
Hovedstadens Beredskab er Danmarks største beredskab med cirka 750 medarbejdere og frivillige.
Vores opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer.
Vi dækker 8 kommuner og ca. 1 mio. borgere, og vores ambition er at være på forkant med udviklingen af fremtidens beredskab og være en stærk medspiller i forhold til kommunernes visioner om at skabe tryghed og robusthed til gavn for borgerne.
Hovedstadens Beredskab tager sit miljømæssige samfundsansvar alvorligt. Vi er det første beredskab i Danmark, der løbende måler vores CO₂-udledning, og vi arbejder hele tiden på at mindske CO₂-udledningen fra vores køretøjer og bygninger, samt fra de produkter vi køber af leverandører.
Hovedstadens Beredskab ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner. Ligestilling handler om os alle. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.