Hovedstadens Beredskab søger Operatører til 1-1-2 Alarmcentralen og Operationscentret
Vil du være en del af fremtiden på 1-1-2Alarmcentralen og Operationscentret og sikre, at Hovedstadens Beredskab kan levere den højeste kvalitet i vores kerneopgaver? Så er jobbet som operatør måske det helt rigtige for dig.
At arbejde i Danmarks hovedstad er noget helt specielt. Hovedstadsområdet er en metropolmed store events, turistattraktioner, natteliv og en mangfoldighed af mennesker fra alle lag af samfundet. Det betyder, at du får brugt dine faglige og personlige kompetencer til fulde.
Som operatør er det din opgave er at kommunikere professionelt på 1-1-2 Alarmcentralen og Operationscentret med borgere, samarbejdspartnere og kollegaer samt være en del at den tekniske vagtcentral, der håndterer automatiske brandalarmanlæg (ABA) og tyverialarmer.
Din baggrund og dig som person
Er du en af vores nye kollegaer, er det vigtigt, at du trives i et dynamisk miljø med højt arbejdstempo. Du kan træffe hurtige beslutninger og bevare overblikket og roen – også i pressede situationer.
Derudover forventer vi, at du
- Har gode kommunikationsevner i tale og på skrift.
- Taler og forstår engelsk og gerne andre sprog.
- Har en god menneskelig og social forståelse og evner at sætte dig i andres sted.
- Er fleksibel og serviceminded.
- Arbejder selvstændigt og ansvarsbevidst med dine opgaver.
Vi ser gerne, at du
- Har en relevant beredskabsfaglig uddannelse - gerne med erfaring fra operative indsatser.
- Har praktisk vagtcentralerfaring, fx som operatør fra kommandocentral, operationscenter eller lignende.
- Har flair og interesse for IT og erfaring med brug af forskellige programmer/systemer som Office-pakken, GIS og IHM.
Uddannelse
Efter ansættelse vil du få en grundig oplæring, før du får selvstændige vagter på 1-1-2 Alarm og Operationscentret. De første 4-6 måneder vil du derfor skulle gennemføre en intern operatør-uddannelse, der foregår som en blanding af teori og praksis.
Du får fuld løn under hele uddannelsesforløbet.
Vi tilbyder
Et spændende og varieret job, hvor vi sætter faglighed, fællesskab og ordnede forhold i højsædet. På en arbejdsplads, hvor du får engagerede og professionelle kolleger, der hver dag året rundt leverer en høj kvalitet til borgerne i hovedstadsområdet og i Operationscentrets dækningsområde.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst samt principperne i Ny løn. Der ydes tillæg for forskudt arbejdstid og weekendarbejde.
Stillingen er omfattet af nogle særlige vilkår herunder, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes på minimum HEM-niveau, som skal opretholdes under hele ansættelsesforholdet.
Straffeattest vil blive indhentet i forbindelse med den endelige ansættelse. Der er en prøvetid på 3 måneder.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte Claus Hjorth Christoffersen, som er områdeleder for 1-1-2 Alarmcentralen og Operationscentret, på tlf. 30528250 eller på mail clachr@hbr.dk
Ansøgning
Stillingen søges online via Hovedstadens Beredskabs rekrutteringssystem. Du bedes vedlæggeansøgning, CV, relevante uddannelsespapirer og referencer.
Der er ansøgningsfrist til stillingen den 9. juli 2025
Vi forventer at afholde samtaler i uge 29 eller 30.
Om Hovedstadens Beredskab
Hovedstadens Beredskab er Danmarks største beredskab med cirka 800 medarbejdere og frivillige. Beredskabets opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer. Vi dækker 8 kommuner og ca. 1 mio. borgere, og vores ambition er at være på forkant med udviklingen af fremtidens beredskab og være en stærk medspiller i forhold til kommunernes visioner om at skabe tryghed og robusthed til gavn for borgerne.
Hovedstadens Beredskab tager sit miljømæssige samfundsansvar alvorligt. Vi er det første beredskab i Danmark, der løbende måler vores CO₂-udledning, og vi arbejder hele tiden på at mindske CO₂-udledningen fra vores køretøjer og bygninger, samt fra de produkter vi køber af leverandører.
Hovedstadens Beredskab ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner. Ligestilling handler om os alle. Vi opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.